EcoTree sætter en stopper for CO₂-kompensering!

Ved at genbruge kulstof spiller skovøkosystemer en vigtig økologisk rolle i jordens balance. Træer opfanger kuldioxid (CO₂) fra atmosfæren gennem hele deres liv og lagrer det i deres stammer, grene, rødder og blade og frigiver ilt (O2) til atmosfæren. Dette muliggøres af fotosyntese, som gør det muligt for træer at producere energi (sukker) ved hjælp af CO₂, vand og solen. På den måde danner alle de træer, der vokser sammen, et økosystem, der udvinder kuldioxid og lagrer det på lang sigt.

Når du køber et eller flere træer, er dit økologiske bidrag ledsaget af ejerskab af det eller de træer, du køber. Disse træer vokser i vores europæiske skove og forvaltes af vores dygtige skovteam fra begyndelsen til slutningen af deres cyklus. Men hele overskuddet fra fældningen går til dig, når træerne er modne nok til at blive fældet gennem omhyggelig udvælgelse. Du modtager et certifikat, der angiver dit ejerskab af træet. Ved at erhverve klimakreditter gør du det muligt at opretholde en skov i mindst hundrede år med flere generationer af træer, der binder kulstof på lang sigt. Du modtager altså et certifikat for hver klimakredit, der retfærdiggør optagelsen af, hvad der svarer til 1 ton CO₂. Disse to løsninger giver dig mulighed for at bidrage til udviklingen af skovøkosystemer og deres biodiversitet. Husk, at skovbevoksningen er underlagt permanenthedsklausulen for klimakreditter, mens selve træet ikke er permanent. Læs mere om dette vores guide til klimakreditter.

CO₂-kompensation kan ses som en ret til at blive ved med at forurene. Eksempelvis at man fortsætter med at udlede lige så meget CO₂ og andre drivhusgasser i atmosfæren, og til gengæld kompenserer ved at købe træer, klimakreditter eller andre tiltag, der er med til at reducere mængden af drivhusgasser i atmosfæren. Derfor foretrækker vi princippet om det økologiske bidrag, som er en gave til naturen og gavner os alle samtidig med at vi reducerer vores udledninger. Derfor er bidraget frivilligt, hvorimod CO₂-kompensation lyder som en forpligtelse. Det er nødvendigt at kompensere for vores kollektive CO₂-udledninger for at opnå global CO₂-neutralitet så hurtigt som muligt, men det, der gøres frivilligt, er altid at foretrække frem for det, der gøres under tvang og ses som en forpligtelse.

Hvis vi skal reducere vores CO₂-aftryk markant, skal vi ændre nogle livsstilsvaner. Det betyder, at vi skal være opmærksomme på, hvordan vi rejser (transport er stadig en af de største årsager til CO₂-udledning), hvordan vi opvarmer vores hjem, og hvordan vi forbruger og producerer. Samtidig er det også muligt at støtte konkrete, bæredygtige økologiske tiltag som f.eks. plantning og forvaltning af skove med blandede arter og kontinuerlig skovdække, udvikling af tiltag, som gavner biodiversitet (plantning af hække til insekter, genopretning af vådområder m.m.) eller køb afklimakreditter af høj kvalitet, der støtter disse bæredygtige, lokale og målbare økologiske tiltag.

CO₂-neutralitet giver ikke mening for et enkelt individ eller én virksomhed; det kan kun opnås på globalt plan, og vi er nødt til at nå dertil så hurtigt som muligt for at bremse de klimaforandringer, der allerede er i gang. Det vil dog blive opnået ved summen af individuelle og kollektive bestræbelser. Det kan altså siget, at det at reducere den enkeltes CO₂-fodaftryk er med til at bremse klimaforandringerne, selv om det kræver, at alle arbejder sammen for at opnå et overbevisende samlet resultat. Det er princippet om at mange små bække gør en stor å. Det er også meget vigtigt at sætte et eksempel; nogle mennesker er nødt til at få bolden til at rulle for at opmuntre andre til at gøre det samme.

Som en del af kampen mod global opvarmning er der blevet udviklet en kompensationsmekanisme under navnet klimakreditter. Først på et reguleret marked for at tvinge virksomheder i de mest forurenende industrisektorer til at begrænse og kompensere for deres drivhusgasemissioner, derefter på et frivilligt kulstofmarked for at støtte andre virksomheder, der ønsker at yde et økologisk bidrag. I dag kan enkeltpersoner også deltage i denne globale indsats for at opnå CO₂-neutralitet. Ved økonomisk at støtte opfangst af et ton CO₂ gennem naturbaserede løsninger, f.eks. et skovrejsningsprojekt, hvor man modtager en klimakredit til gengæld. Dette et certificeret værdipapir, der kan videresælges eller handles med på det frivillige CO₂-marked. De klimakreditter af høj kvalitet, der udstedes på markedet, gør det muligt at støtte tiltag, der forbedrer naturen og bekæmper effekterne af klimaforandringer. Der findes forskellige typer af kreditter, men de mest værdifulde er kreditter for kulstoflagring.

Når vi taler om tons CO₂, der skal reduceres, er det vigtigt at forstå, at vi taler om CO₂-ækvivalenter: en måleenhed, der dækker alle de drivhusgasser, der er ansvarlige for klimaforandringerne. Strengt taget er CO₂ ikke den eneste drivhusgas, hvis overskydende emissioner skal udlignes; den omtales som CO₂ for nemheds skyld. For at genskabe balancen i den andel af CO₂, der udledes i atmosfæren, er vi nødt til at opfange så meget af den som muligt. Igen giver det selvfølgelig kun mening, hvis vi også undgår og reducerer vores udledninger. Vi kan arbejde på at opfange al den CO₂, vi kan. Men faktum er, at den udvinding af fossilt kulstof, som vi har foretaget i over et århundrede, allerede har ført til forstyrrelser i biosfærens globale kulstofkredsløb, som vi ikke vil være i stand til at reparere på vores egen skala. Når alt kommer til alt, har denne kulstofcyklus eksisteret i 4 milliarder år. Så først og fremmest er vi nødt til at reducere vores kulstofbaserede energiforbrug. Når det er gjort, er det muligt at bidrage til at danne kulstofslagre, der kan binde og lagre kulstof på lang sigt. Da ettræ absorberer omkring 25 kg CO₂ om året, hvilket er et gennemsnit, der skal bruges med et stort forbehold, da alt afhænger af træarten, dets alder, det klima og den jord, det vokser i, og det økosystem, det befinder sig i, kan vi konkludere, at det tager omkring et halvt århundredes trævækst for det at binde et ton CO₂. Som nævnt ovenfor skal denne type tal behandles med forsigtighed, ikke mindst fordi et træ ikke opsamler alle drivhusgasser og ikke er permanent i den forstand, at det opfylder kriterierne for at være berettiget til klimakreditter, mens en hel skov er det. Alligevel giver det en idé om, hvor længe naturen skal arbejde for at genoptage det, vi har udledt på kort tid.

CO₂-neutralitet bliver mere og mere almindeligt, mens det ville være bedre at sigte mod netto nul-emissioner. CO₂-neutralitet er det mål, som de fleste af verdens store stater har sat sig for at begrænse stigningen i den globale temperatur og alle de skader, der følger med. Men CO₂-neutralitet betyder, at man kompenserer forudledningen af drivhusgasser uden nødvendigvis at reducere dem på forhånd eller på samme tid. Nogle virksomheder hævder at være CO₂-neutrale, fordi de har udlignet alle deres udledninger ved at købe klimakreditter. Selvom det at opnå CO₂-neutralitet er et vigtigt første skridt, vil det desværre ikke være nok til at modvirke de negative virkninger af vores drivhusgasudledninger. At være CO₂-neutral betyder, at vi opfanger lige så meget CO₂, som vi udleder hvert år eller for hver handling. Men da vi har udledt et overskud af CO₂ i løbet af de sidste to århundreder, er vi nødt til at gå et skridt længere og gå ud over CO₂-neutralitet ved at reducere det overskud af kulstof, der allerede er udledt. Det er som at skulle betale af på vores forfædres gæld. Vi kan starte med at undgå at efterlade mere gæld til vores børn, men det ideelle ville være at efterlade dem en verden, der ikke længere er belemret med gæld.