19. sep. 2022
EcoTree indsamler 19 kilo affald til World Cleanup Day
Til World Cleanup Day 2022 trak EcoTree-teamet i handskerne, fandt skraldesækkene frem og samlede affald fra Københavns gader.
Har du nogensinde gået ned ad gaden på en smuk solskinsdag og lyttet til vinden i træerne, bare for at få stemningen ødelagt af cigaretskodder, tyggegummi og tomme papkrus på fortovet?
Vi er heldigvis mange, der ikke bryder os om affald i naturen. Igen i år gik flere millioner mennesker sammen om at samle affald fra gader, strande, skove og floder til World Cleanup Day.
I år satte vi hos EcoTree 90 minutter af i arbejdstiden til, at vi kunne indsamle henkastet skrald på gaderne i nærheden af vores kontor på Frederiksberg. Det resulterede i 19 kilo indsamlet affald, som nu kan blive afskaffet på ordentlig vis!
Blandt vores samling af plastikemballage, papkasser, cykelkæder og et koben var også tusindvis af cigaretskodder, som ganske vist ikke vejer ret meget, men som er både forurenende og forstyrrende i gadebilledet. Organisationen Seas at Risk estimerer i en undersøgelse, at 580 milliarder cigaretskod henkastes i naturen hvert år i EU-landene.
Selvom 19 kilo er meget, er det på mange måder kun en symbolsk mængde, som for alvor gør det tydeligt for os, at vi alle skal blive bedre til at holde hinanden ansvarlige og passe på planeten!
Hvad er World Cleanup Day?
I 2008 gik 50.000 mennesker i Estland sammen om at gøre hele landet rent på bare fem timer. Dette skulle blive begyndelsen på en global bevægelse med et enkelt mål: at gøre planeten fri for affald.
Siden da er World Cleanup Day vokset til en af de største folkebevægelser i vores tid med millioner af frivillige deltagere fra op til 191 forskellige lande.
En vigtig dag, ikke kun for at samle skrald, men også for at blive mere opmærksom på de konsekvenser, vores forbrug og handlinger har på naturen og planeten.
Hvorfor er affald skadeligt for planeten?
Det er svært at definere præcis, hvor meget affald, der bliver henkastet hver dag.
Men vi ved, at omkring 10 millioner ton affald havner i verdens have hvert år. I 2009 havde Danmarks Naturfredningsforening en stor kampagne, hvor skoler indsamlede affald fra naturen. Det resulterede i 197 tons indsamlet affald. Det er meget, men desværre stadig kun en dråbe i havet, når vi ved, hvor meget affald, der er spredt i naturen over hele verden.
Det affald, som oftest bliver henkastet i det fri inkluderer:
- Cigaretskodder
- Mademballage
- Plastikflasker
- Engangskrus
- Indkøbsposer
- Sugerør
- Dåser
Affald er ikke kun grimt at se på, det er også skadeligt og har store konsekvenser for klimaet. Det forurener luft og vand, er farligt for dyrelivet og kan være skyld i spredningen af sygdomme blandt både dyr og mennesker.
90 minutter og 19 kilo affald senere - humøret er højt, selvom det regner!
Hvad kan man gøre?
Der er heldigvis meget, vi mennesker kan gøre for at hjælpe med at holde planeten ren. World Cleanup Day er et godt eksempel på en global bevægelse, alle kan være med til, og som sender et vigtigt signal til regeringer og politikere.
Du gør også en forskel hver dag ved at samle et cigaretskod op, som er ramt ved siden af skraldespanden, minde din ven om at tage sin tomme slikpose med sig, og sortere dit affald ordentligt derhjemme.
Derudover vil flere offentlige skraldespande og love mod henkastning af affald kunne gøre store forskelle og hjælpe både individer og virksomheder med at ændre deres vaner og adfærd, når det kommer til affald.
Og så kan du selvfølgelig hjælpe naturen ved at plante træer og støtte biodiversitetsprojekter med EcoTree!